Klage over afgørelser fra Skattestyrelsen (SKAT)
Hvis du modtager en afgørelse fra Skattestyrelsen, som du er uenig i, har du mulighed for at få den prøvet gennem klagesystemet eller ved domstolene. Mange skatteydere er ikke opmærksomme på, at en klagesag ofte kan føres med begrænset økonomisk risiko, fordi der kan ydes omkostningsgodtgørelse.
Omkostningsgodtgørelse betyder, at du som udgangspunkt kan få dækket dine udgifter til sagkyndig bistand:
- 100 %, hvis du får helt eller overvejende medhold
- 50 %, hvis du ikke får medhold
Dette gør det i mange tilfælde muligt at klage uden at skulle bære de fulde omkostninger selv.
Hvilke afgørelser kan man klage over?
Skattestyrelsen og dens underliggende myndigheder træffer hvert år et stort antal afgørelser, som kan have væsentlig betydning for privatpersoner og virksomheder. Det kan eksempelvis dreje sig om:
- Ændringer i årsopgørelsen eller skatteansættelsen
- Forhøjelser af indkomst- eller afgiftsgrundlag
- Svar på anmodninger om bindende svar
- Afgørelser i inddrivelsessager
- Afslag på aktindsigt eller manglende udlevering af oplysninger
Hvis du mener, at afgørelsen bygger på et forkert grundlag eller utilstrækkelig dokumentation, kan det være relevant at indgive en klage. Tidligere undersøgelser fra Rigsrevisionen har indikeret, at mange skatteafgørelser kan være baseret på et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag. Dette understreger vigtigheden af at få vurderet, om der er grundlag for at klage.
Hvor indgives klagen?
En afgørelse fra Skattestyrelsen er en forvaltningsafgørelse, og klager indgives derfor til Skatteankestyrelsen, som fungerer som indgangen til de administrative klageinstanser.
Skatteankestyrelsen visiterer sagen til behandling ved eksempelvis:
- Skatteankenævnet
- Landsskatteretten
- Motorankenævnet
- Vurderingsankenævnene
Klagefrist, betaling og gebyr
Der gælder som udgangspunkt en klagefrist på 3 måneder fra modtagelsen af afgørelsen.
Det er muligt at få henstand, dvs. udsat betalingen af den omtvistede skat, mens din klage behandles. Du skal dermed normalt ikke betale beløbet, før der er truffet endelig afgørelse.
Der skal samtidig betales et klagegebyr ved indgivelse af klagen. Pr. 1. januar 2026 udgør gebyret 1.300 kr. Det er dog gebyrfrit at klage over afgørelser i skatteinddrivelsessager og om aktindsigt.
Mulighed for retssag mod Skattestyrelsen
Hvis du ikke får medhold i det administrative klagesystem, kan sagen i næste omgang indbringes for domstolene. Domstolsbehandling adskiller sig fra administrativ klagebehandling ved, at der her er adgang til fuld bevisførelse, herunder:
- Partsforklaringer
- Vidneafhøringer
- Syn og skøn
Domstolsprøvelse kan derfor være relevant i sager, hvor der er uenighed om faktum eller bevis.
En domstolsprøvelse adskiller sig fra den administrative klagebehandling ved, at der ved domstolene er adgang til fuld bevisførelse. Det indebærer blandt andet mulighed for at afgive partsforklaring og føre vidner, hvilket som udgangspunkt ikke er muligt under den administrative behandling.
Det skal dog bemærkes, at en retssag indebærer en økonomisk risiko, idet den tabende part som udgangspunkt bliver pålagt at betale modpartens sagsomkostninger. Der kan dog som regel opnås omkostningsgodtgørelse, således at op til 50 % af de godtgørelsesberettigede udgifter dækkes, selv hvis sagen tabes.
Omkostningsgodtgørelse – få dækket dine udgifter
Omkostningsgodtgørelse gælder både ved administrative klageinstanser og ved domstolsbehandling. Du kan få godtgørelse for blandt andet:
- Advokat- og rådgiveromkostninger
- Udgifter til syn og skøn
- Retsafgifter
- Eventuelle pålagte sagsomkostninger
- Øvrige direkte omkostninger relateret til klagesagen
Dermed kan en skattesag i mange tilfælde føres med en begrænset økonomisk risiko, særligt når sagen håndteres med bistand fra jurister eller andre sagkyndige rådgivere, hvor omkostningsniveauet ofte er lavere end ved egentlig advokatbistand.
Vi kan hjælpe dig
Aya Law bistår med vurdering og håndtering af klagesager mod Skattestyrelsen og samarbejder med specialiserede skatteadvokater, som kan føre sagen videre, hvis det bliver nødvendigt at indbringe sagen for domstolene. Du er velkommen til at kontakte os for en indledende og uforpligtende gennemgang af din sag.
